1. Kompositharpiks
Baseret på akrylharpikser er tilsætning af glas, kvarts og andre partikler for at forbedre ydeevne det mest almindeligt anvendte materiale til fyldstoffer. Kompositharpiksen har en meget realistisk farve og er smuk som en tand, den klæber til tandstrukturen og mængden af kindtænder er forholdsvis lille, og der er en harpiks designet til at fylde de bagerste tænder, som er æstetisk tiltalende og stærk. , og kan fuldstændig erstatte amalgammaterialet. Ulempen er, at få mennesker er allergiske over for harpiksmaterialer og skal bruge andre materialer. Derudover kræver påfyldning af kompositharpikser en højere dygtighed hos læger.
2. Amalgam
Amalgam er et klassisk tandfyldningsmateriale. Den har været brugt i flere hundrede år og er meget slidstærk. Det er også en meget pålidelig tandfyldning til de bagerste tænder. Ulemperne er dog, at farven ikke er æstetisk tiltalende, den kompenserer ikke for fortænderne, den er ikke klæbrig, den er meget slibning, metallet leder varme, det er nemt at irritere frugtkødet, og bekymringen for kviksølv og kviksølv i den menneskelige krop og miljøet under operationen kan være forurening Ja, brugen frarådes nu.
3. Glasionisk cement
Glasionomerbindemidler fremstilles ved at reagere glaspulver med polyacrylsyre for at danne polymerer, der indeholder ionbindinger. På grund af frigivelsen af fluorioner kan caries i et vist omfang forebygges, der er en vis grad af kemisk vedhæftning til amalgam, og det er ikke særlig irriterende for pulpen. Det ser dog ikke hårdere ud som kompositharpikser. Derfor bruges den i dag til at ordne caries og kronefyldning efter fyldning, betyder ikke, at du kan udskifte den originale tand og spise kold mad.
4. Nanoharpiks
Granulariteten af dens fyldstof når nanometerniveauet, den er gennemskinnelig og har en mælkeagtig farve, som har bedre troskab, mere slidstærk og ikke let at falde af end kompositharpikser, men den er også dyrere. På nuværende tidspunkt er den mere populære på markedet 3M nanoharpiks.
5. Et indlæg
Strengt taget er dette en metode til tandrestaurering. I modsætning til traditionelle fyldninger laves indlæg af en specialiseret tandtekniker på en ekstraoral gipsafstøbning, som derefter bæres ind i patientens mund af en kliniker og til sidst cementeres.